DBDH, Danish Board of District Heating, Dansk Fjernvarmes Eksportråd

I juni måned 1978 blev Danish Board of District Heating stiftet som eksportorganisation for en række danske virksomheder. Formålet med rådet var at fremme salg af danske leverancer og dansk viden inden for fjernvarmeområdet uden for Danmarks grænser.

Det var den daværende formand for Danske Fjernvarmeværkers Forening Lennart Larson, rådmand i Odense, der i juni 1978 tog initiativet til at skabe en platform, hvor de danske gennemprøvede rør- og komponentprodukter og den brede danske fjernvarmeviden kunne præsenteres i udlandet. En række leverandører samt rådgivere skulle deltage; men også varmeforsyningsselskaberne skulle fremme eksporten med deres kendskab til administration og drift. Det var et væsentligt aktiv, at selskaberne ved delegationsbesøg fra udlandet kunne fremvise deres velfungerende anlæg og dokumentere driftsikkerhed og økonomi over for potentielle kunder. Dertil kom som et væsentligt aktiv, at også Udenrigsministeriet og Industrirådet samt Danske Fjernvarmeværkers Forening blev tilknyttet samarbejdet. Dette koncept skabte muligheder for markedsføring af såvel samlede systemer som enkeltkomponenter eller viden på specifikke områder alt affhængigt af kunden. Konceptet var baseret på, at man samarbejdede om markedsføring, men at de enkelte virksomheder selv måtte skaffe ordrerne hjem.

Baggrunden for DBDHs know-how
I de største danske byer har der meget tidligt været fokus på udnyttelse af elværkernes overskudsvarme. Således kendes f.eks. H.C. Ørsted Værkets dampledningsnet til den centrale del af København helt tilbage fra ca. 1910. Tilsvarende fjernvarmeanlæg var på Frederiksberg etableret omkring århundredskiftet, og her blev det allerede i 30´erne kombineret med affaldsforbrænding. Også i en række af landets andre større byer blev overskudsvarmen fra elværkerne tidligt udnyttet til nærved liggende større varmeaftagere som kontorbygninger, hospitaler og ejendomskomplekser.


Det første affaldsforbrændings- og kraftvarmeværk blev indviet i Danmark i 1903.

I begyndelsen af 1920´erne blev et antal små og mellemstore elproduktionsværker baseret på diesel-anlæg etableret i mange mindre byer. Også ved disse blev overskudsvarmen i kølevandet udnyttet til de nærmest liggende aftagere, hovedsageligt varmecentraler ved offentligt ejede kontorer og boliger.

Den centraliserede form for varmeforsyning spredte sig langsomt i 20´erne og 30´erne og efterhånden dukkede egentlige varmecentraler op i forbindelse med udvikling af større, sammenhængende boligområder.

Da elektricitetsværkerne i de større byer skiftede fra diesel- til dampanlæg i 30´erne blev mange af dem udført som kombinerede kraftvarmeanlæg, idet den tidligere udvikling havde forpligtet værkerne til også at levere varme.

Manglende dieselolieleverancer under 2. verdenskrig gjorde det imidlertid vanskeligt at leve op til varmeforsyningen fra de kombinerede anlæg, og en del værker blev derfor nødt til at etablere støttefyring med varmekedler baseret på fast brændsel. Disse anlæg havde efter normalisering af olieleverancerne overskudskapacitet og skabte derfor basis for, at varmeforsyningsnettene med fordel kunne udvides.

Efter krigen ændredes strukturen i elforsyningen i Danmark hen imod større centrale elværker, hvorved mange af de lokale værker blev taget ud af drift. Det gjorde det nødvendigt at bygge varmecentraler til at forsyne de allerede etablerede fjernvarmesystemer.


Nutidens anlæg. Dette forbrændingsanlæg ligger i Esbjerg og blev indviet i 2003.

Udviklingen af den danske model
Der var allerede i begyndelsen af 1960´erne mere end 50 års erfaring med brug af fjernvarme, og udviklingen blev nu forstærket af, at nogle danske leverandører lancerede ideen til byudvikling med fjernvarme baseret på vand ved lav temperatur, dvs. op til ca. 90 oC, hvorved varmecentralerne og fordelingsnettene kunne billiggøres. Også på driftssiden medførte det besparelser, da kravene til personale m.v. ikke skulle leve op til regulativerne for hedtvandsanlæg eller kraftværker.

De første rørnet blev udført med jernrør isoleret med cellebeton. Denne løsning viste sig dog at skabe store problemer med tæring af fordelingsrørene, specielt hvor nettene lå i dårligt drænende jord. Til at imødegå dette problem blev rørene efter at være isoleret med glas- eller stenuld ophængt i betonkanaler, så de var sikret imod fugtighed. Denne løsning var imidlertid kostbar, hvorfor den kun var egnet til varmefremføring til større varmeaftagere som hospitaler og industrier med et betydeligt varmeforbrug. Udviklingen af nye fjernvarmesystemer i boligområder gik derfor i en periode delvis i stå.

Gennembruddet for varmeforsyning til boligområder kom rigtigt, da en række danske virksomheder udviklede de præisolerede fjernvarmerør. Her var jernrørene fra fabrikken omstøbt med et varmeisolerende lag af polyurethan afsluttet med en tæt og modstandsdygtig plastkappe. Vanskelighederne ved denne løsning var at opnå en fuldstændig tæt samling af rørdelene; men med en særlig teknik, hvor rørene samledes med påsvejste eller påskruede muffer, lykkedes også dette. Rørene blev endvidere forsynet med elektroder, der kunne afsløre, om der eventuelt var indtrængning af vand, og hvor en lækage befandt sig, så der forholdsvis enkelt kunne foretages en reparation.


Nedlægning af fjernvarmerør på Kgs. Nytorv i København.

Plastisoleringen tillod kun lav temperatur, i starten med fremløbstemperatur ikke gerne over ca. 90 oC. Det lykkedes dog snart at tillade op til ca. 120 oC. Denne lave temperatur gav mulighed for at udnytte overskudsvarme fra industrivirksomheder, og ikke mindst fra forbrændingsanlæg for fast affald, der på det tidspunkt i Danmark oftest var baseret på varmebortskaffelse ved hjælp af varmtvandskonvektorer. Kombinationen af netop disse enheder gav et boom i etableringen af fjernvarmeanlæg og affaldsforbrændingsanlæg. Således blev de første efterkrigsanlæg bygget fra begyndelsen af 1960-erne.

Planlægning på landsbasis
Fra de danske amters side blev der fra begyndelsen af 1970´erne ydet en stor indsats med planlægning af, hvorledes bortskaffelse af fast affald bedst kunne foretages. Baseret på de billige fjernvarmesystemer med lav temperatur blev der herigennem stillet forslag om etablering af en række fælleskommunale forbrændingsanlæg med fjernvarmelevering til eksisterende eller nye fjernvarmesystemer, idet dette koncept viste sig teknisk og økonomisk fordelagtigt.

Energikriserne i 70-erne skubbede på denne udvikling. En overordnet energiplan for Danmark blev udarbejdet efter den første energikrise, hvor oliepriserne fra 1973 til 75 steg til det tredobbelte. Dels indeholdt planen indsats til besparelse af energiforbruget, og dels satte den rammer op for omlægning af energiproduktionen. Dansk varmeenergi var tidligere praktisk taget 100% baseret på olie, og myndighederne fremmede derfor indsatsen for, at den danske varmeforsyning blev baseret på forskellige råstoffer, herunder affald og biomasse. Endvidere blev de små husholdningsoliefyr erstattet med fjernvarme, hvorved der samtidig blev opnået betydelige miljømæssige fordele.


Biomasseanlæg i Assens som forsyner omkring 5.400 indbyggere.

Fjernvarme udgjorde i 1978 ca. 30 % af landets varmeforbrug til boligopvarmning mod ca. 15 % i 1963.

Danske industrivirksomheder tog del i denne udvikling og indhentede værdifulde erfaringer fra de mange anlæg. Heri deltog såvel systemleverandører, som leverandører af rør, anlægskomponenter og måleudstyr, samt rådgivende ingeniører.

I 1979 fastlagdes i en varmeforsyningslov efter en grundig planlægningsfase mere præcist, hvorledes udbygning af varmeforsyningssystemerne skulle ske primært fordelt på udnyttelse af fjernvarme og naturgas. Udbygningen kom derefter ind i planlagte rammer.

Systemeksport
Danske virksomheder har fra fjernvarmens unge år spillet tæt sammen med de offentlige myndigheder på energiforsyningsområdet, og mange, heriblandt en række konkurrerende virksomheder, har samarbejdet i udviklingen af en økonomisk rimelig løsning til fjernvarmeforsyning baseret på lavtemperatur: "Den danske model".

Danmark var på det tidspunkt det land i verden, der relativt havde den største samlede fjernvarmeleverance og ekspertise med hensyn til eksempelvis kraftvarme og anlæg for forbrænding af biobrændsel kombineret med fjernvarme. Lovgivningen understøttede endvidere udvikling af bæredygtige systemer. Aktørerne på det danske marked var derfor særdeles velforberedte til at gå uden for landets grænser og gøre sig gældende på verdensmarkedet. Dertil kom, at markedet i Danmark i løbet af en relativt kort årrække, når fjernvarmeudbygningen var færdig, ville være begrænset.


Vestforbrændingen er det største affaldsforbrændingsanlæg i Danmark. Forbrænder årligt 700.000 tons affald.

En gruppe danske virksomheder fandt derfor sammen i Dansk Fjernvarme Eksportråd, Danish Board of District Heating. Initiativet blev vel modtaget. og allerede ved den første generalforsamling den 12. september 1978 var mere end 25 virksomheder tilsluttet. Som den første formand for rådet blev valgt rådgivende ingeniør Mogens Larsen fra Odense.

Indsatsen blev fra starten lagt stort ud igennem fjernvarmesymposier i fx Holland, Schweiz, Sverige, Canada og USA. Man havde specielt vurderet, at det amerikanske marked var modent til en indsats over for energibesparelse og dermed til udnyttelse af overskudsenergi gennem etablering af fjernvarme. Praksis i USA og Canada var at etablere centralvarmeanlæg til deres store bygningskomplekser, men ikke at sammenbygge dem til større sammenhængende forsyningsnet. Kun 2 % af husopvarmningen i USA skete ved fjernvarme. Rådet var opmærksom på det særlige problem, at omstilling til kraftvarme og etablering af udbredte varmenet kræver store investeringer samtidig med, at energiprisen i disse geografiske områder var lav. Det ville resultere i en relativt lang tilbagebetalingstid, hvilket var imod amerikansk praksis, hvor investorerne kræver en tilbagebetaling på nogle få år. Efter deltagelse i en amerikansk energikongres mente repræsentanter fra DBDH dog, at dette store marked ville være modent i løbet af nogle få år. Dertil kom, at komponentleverandørerne havde gode chancer for salg til allerede eksisterende anlæg.


Canada var det første land som DBDH besøgte - helt tilbage i 1979.

Ilddåben blev en to ugers rejse til Utrecht, Toronto, Chicago, Washington og San Francisco, hvor tretten danske firmaer deltog. Rejsen var tilrettelagt sammen med Det Danske Udenrigsministeriums handelsafdeling og Industrirådet, og deltagere herfra satte et væsentligt præg på arrangementerne. Fem symposier blev afholdt med indlæg om: Fjernvarmens udvikling i Danmark, forskellige energikilder, varmeudnyttelse ved forbrænding af affald, planlægning af ledningsnet, tekniske og økonomiske forhold ved planlægningen, samt særlige forhold i forbindelse med kraftvarme. Delegationen medbragte indbydende udstillingsmontrer og et righoldigt udstillingsmateriale, så interesserede fik lejlighed til at få uddybet bekendtskabet med dansk fjernvarmeekspertise og leverancer.

Deltagerne i symposierne var imponerede over, at offentlige myndigheder i sampil med de private virksomheder og med indbyrdes konkurrerende firmaer på denne måde kunne optræde som en helhed, der i fællesskab var i stand til at skabe debat om udnyttelse af energiressourcerne. Det uddelte materiale repræsenterede således 21 danske firmaer.

Mere end tusind mennesker fra energisektoren i Canada og USA tog del i seminarerne, og spørgelysten var stor. Det stod imidlertid klart, at det i første omgang var komponentleverandørerne, der havde chancer for ordrer, og at der skulle yderligere opfølgning fra de enkelte firmaer til for at trænge ind på markedet.

Symposier er siden efter samme model afholdt verden over, eksempelvis i Argentina, England, Frankrig, Irland, Italien, Kina, Schweiz, Skotland, Sydkorea og Tyskland. På mange rejser har skiftende energiministere fremmet indsatsen ved at bidrage med indlæg og deres deltagelse.


DBDH besøgte i 1981 Kina for første gang. Siden er det blevet til talrige besøg igennem årene.

I en lang årrække var det DBDH´s formand, der med dynamik og stærkt personligt engagement tog sig af alle arrangementer og det løbende arbejde i rådet. Først i 1986 ansatte man en eksportkonsulent til at varetage de omfattende daglige gøremål.

DBDH er i dag en stærk og anerkendt eksportorganisation med omkring 40 medlemsvirksomheder, hvilket beviser, at konceptet i DBDH har været bæredygtigt. Indsatsen som er blevet gjort med stor entusiasme og dygtighed af rådet for at fremme eksporten for aktørerne på fjernvarmeområdet, har været værdifuld både for dansk eksport, men også for modtagerne af den ledende danske teknologi, der har medført effektiviseringer, miljøforbedring og betragtelige energibesparelser.

Denne situation er fortsat gældende i dag, idet dansk kraftvarme og fjernvarmeteknologi har fortsat udviklingen. DBDH og medlemmer bliver således overalt modtaget med stor interesse, når der gennemføres seminarer rundt om i verden. Moderne og effektiv fjernvarmeforsyning baseret på kraftvarme og vedvarende energiformer er stadig den bedste teknologi til at imødekomme fremtidens krav til reduktion af emission.